Mums! Pink smoothiebowl.

IMG_2413.jpg

Kære læser.

Så er der er en ny opskrift på bloggen. Denne gang er det en såkaldt “smoothiebowl”, som er et navn for en (tyk) smoothie i en skål med toppings.

Den kan nydes både til morgenmad, frokost, mellemmåltid, aftensmad og dessert. Ja, der er faktisk ikke det tidspunkt, hvor den ikke passer ind! Jeg selv foretrækker det til morgenmad, da det giver mig en dejlig start på dagen med alt det, jeg har brug for uden at være tung i maven. Samtidigt holder den én frisk og energifyldt i flere timer, hvilket jeg sætter stor pris på!

Som I måske ved, så laver jeg alt på gefühl. Det er også forskelligt, hvor meget vi har lyst til, og hvor meget vi har brug for – og det skal I altid have i mente, når I følger opskrifter derhjemme. Jeg vil dog sige, at I ikke skal være nervøse for mængden, når det gælder smoothies, da der er få kalorier i frugt sammenlignet med meget andet; og derfor er det normalt, at der skal indtages en større mængde, end hvis det fx var havregrød. Men denne smoothie vil give dig en god start på morgenen, da den er sprængfyldt med fibre og vitaminer til den kolde vintertid!

Smoothie:

  • 2 store håndfulde frosne eller friske bær (hindbær, jordbær, blåbær).
  • 2-3 bananer. 
  • 4 dadler.
  • 1-2 skiver frisk ingefær.
  • Et lille stykke frisk gurkemeje.
  • 1 teske vaniljepulver (kan udelades).
  • Væske af en art (juice, vand eller plantemælk – mængde er alt efter, hvor flydende du ønsker, at den skal være).
  • Tilføj spinat eller grønkål, hvis du ønsker en endnu sundere udgave. 

Topping:

  • Mørk chokolade. 
  • 1 teske Chiafrø.
  • Evt. tilføj ekstra bær + banan i skiver.
  • For større mæthed tilføj granola eller havregryn. 

Sådan gør du:

Put alle smoothie ingredienserne i en blender og blend godt, indtil det har en flydende og nogenlunde ensartet konsistens. Hvis du bruger frosent frugt, vil det nok kræve, at du flere gange må blende, røre i det med en ske, blende igen osv.

Fyld din mad-skål nogenlunde op med smoothien. Hvis der er noget til overs, kan du enten drikke det i et glas ved siden af eller putte det i en isterningbakke i fryseren (så har du lidt til en anden gang). Hak den mørke chokolade og drys det henover. Derefter tilføj chiafrøene. Til sidst vil jeg anbefale, at du har ekstra frugt, som du putter oven på – det smager nemlig godt og gør, at du tygger mere, hvilket skulle være sundt af flere årsager, som jeg kan uddybe en anden gang.

Det var så det. Let og simpelt. Bon appétit!

De kærligste hilsner

logo-personlig-skriveblog-flyvende-fugl