Afslutning af meditationsudfordring + livsopdatering. (ADVARSEL: hvis I ikke ønsker, at se en masse i øjnene, så er meditation ikke noget for jer!)

 

s k l

OBS! Dette bliver offentliggjort, da jeg startede denne blog i den henseende, at jeg ville være autentisk og både dele om gode og knap så gode ting herinde. Eftersom temaet til dette indlæg gik op for mig i en meditation, føler jeg også, at det er relevant at dele om det herinde under meditationsudfordring. For som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er der intet galt i at være sårbar eller at vise sin sårbarhed; og det føler jeg i den grad, at jeg gør i dag.

Kære læser.

Igår nåede jeg sidste dag i min meditationsudfordring. Hvordan gik det for jer?

Her gik det godt og stabilt indtil for en halvanden uge siden. Jeg indrømmer derfor, at jeg ikke har mediteret siden da… For der skete noget i en meditation, som overvældede mig med ikke så behagelige/ uhåndterbare følelser. Det er fordi, meditationen fik mig til at indse en hel masse om mit liv, mig selv og andre mennesker. Blandt andet hvorfor jeg i Florida fik sætningen ind: “Kunsten at grine, når hjertet græder” (fra et tidligere indlæg af samme navn: https://linehylke.com/2016/07/09/kunsten-at-grine-naar-hjertet-graeder/ ) – som jo kan forståes på mange måder, og det skal den også i min situation…

Men efter, det kom op til overfladen, skete der en hel masse mere, som bekræftede de ting, der var gået op for mig. Det frembragte indre og ydre tumult, og jeg fik pludselig en kvalmende angst (som jeg normalt ikke har eller har haft på denne måde), for det hele var hårdt at indse. Den angst var lidt som et chok for mig, men den fortalte mig også, at noget ikke var, som det skulle være. At ting havde hobet sig op, og nu kunne jeg ikke længere skubbe dem væk.

Man kan sige, at meditationen vækkede mig op og tvang mig til at se klart. Tvang mig til ikke længere at flygte fra nogle kendsgerninger, som jeg konstant kom med undskyldninger for. Og eftersom jeg lod sådanne undskyldninger dække over en del, så har det haft resulteret i, at jeg ignorerede en masse, der ikke var godt for mig.

Jeg ved godt, at ovenstående tekst virker noget kryptisk, og du tænker sikkert “hvad handler det om?” Til det vil jeg svare, at jeg ikke er nået et punkt, hvor jeg ønsker eller kan fortælle dybere om det, da det hele stadig er så forvirrende, tungt og hårdt for mig plus andre involverede. Og så er det lige sket, så der er mange ting, jeg skal have styr på nu! Men jeg kan sige så meget som, at jeg atter er blevet mindet om, at tingene sjældent er, som de ser ud til.

Jeg har derfor taget et kæmpe valg i sidste uge, der resulterer i, at jeg bliver i Danmark og er på egen hånd igen. Hvilket dybest set betyder: Jeg er nu alene, uden bolig og uden en indkomst, jeg kan leve af. Så mit Florida-eventyr er ovre, og det hjalp meditationen mig til at indse i tide…

Nogle gange må man satse alt (som jeg gjorde for fire-fem måneder siden), og så er det aldrig til at vide, om man vinder eller taber. Og det sats var temmelig ulig mig, og jeg husker, at jeg faktisk kunne lide, at det overraskede alle omkring mig, da jeg valgte at gå en helt anden vej end regnet med for at prøve lykken i Florida, hvor min daværende kæreste befandt sig. Nu efter, føler jeg ikke ligefrem, at jeg har vundet i den forstand, men jeg har heller ikke tabt, og jeg fortryder på ingen måde mit valg dengang. Jeg har lært meget af det hele på både godt og ondt, som jeg helt sikkert også kommer ind på en anden gang. Jeg må også sige, at jeg havde lykkelige stunder; og at mit indlæg fra bla. Farum var oprigtigt. For jeg havde et øjeblik der, hvor jeg vitterligt var lykkelig, da jeg lå i haven og så op på sommerfuglene, som dansede omkring mig i luften, mens solen skinnede, og kattene løb rundt i haven. Jeg mærkede den dag en dyb taknemmelighed, og det fortæller mig, at jeg er kommet langt, når jeg på trods af mange ting, stadig kan finde den indre glæde frem ved små ting uanset hvad. Og det er jeg glad for at kunne se tilbage på.

Men lige nu synes jeg, at det er rigtig svært. Jeg har heller ikke forstået det endnu – det er for hårdt at mærke, at det hele er slut, både forhold og Florida m.m. For hvad skal jeg nu? Jeg forstår faktisk heller ikke, at jeg fortæller om det herinde på bloggen, da jeg er typen, der helst ikke deler ud om sådan noget personligt til alle… Jeg indrømmer også, at jeg har prøvet at skjule mine følelser (=tårer) de seneste dage for alle omkring mig, da jeg ikke kunne overskue andres reaktioner (eller mine egne for dens sags skyld), hvis jeg brød sammen hele tiden. Jeg har også tænkt, at der var praktiske ting, som skulle overstås, før jeg kunne overskue at arbejde med mig selv. For hvis jeg åbnede op for alt, ville det overvælde mig, og jeg ville ikke komme nogen vegne… Måske er det også den eneste grund til, at jeg er i stand til at skrive dette indlæg i dag; fordi jeg har lukket meget af, men samtidigt føler, at jeg må afslutte meditationsudfordringen herinde og lige opdatere lidt om, hvad der foregår i mit liv. De allernærmeste, som ved dette, har heldigvis også været mere end forstående og støttende; ja, faktisk har alle været så søde, at hvis I/ nærmeste familie og venner læser med, så skal I vide, at jeg virkelig sætter pris på det hele! I er uvurderlige, og jeg vil altid være taknemmelig over, hvor hurtigt I alle har været hjælpsomme på den ene og den anden måde, TAK! 

Men opdateringen er, at jeg det næste stykke tid skal bo i Næstved hos nogle dejlige mennesker, som altid har været som en ekstra familie for mig. Og de har givet mig lov til at være hos dem, indtil jeg finder mit eget igen. Det er underligt, for jeg har ikke boet i Næstved, siden jeg var 16 år, hvor jeg gik hjemmefra og et år efter flyttede til København. Det mærkeligste er, at jeg føler, der mangler to mennesker – min mor og mormor – på trods af de døde for mange år siden. Og på trods af jeg har været på både lange og korte ferier/besøg her i Næstved efterfølgende gennem mange år… Lige nu mærker jeg, at jeg bare skal fokusere på at finde bolig, klare skolen (typisk det skete lige under skolestart!) og fokusere på at få ro, tryghed og stabilitet igen.

Det afsluttende citat er denne gang af Søren Kirkegaard: 

,,Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”

De kærligste hilsner

Logo 4 skriveblog

 

Meditation udfordring: dag 1.

meditation

Kære læser!

Igår startede min udfordring.

Jeg valgte at meditere om aftenen, inden jeg skulle sove, da jeg var blevet lidt overtræt ovenpå togturen fra København til Næstved. Da jeg startede meditationen, bombarderede tankerne mig, som de altid gør; men så kom der ro på, som den vejledende stemme overtog opmærksomheden.

Meditationen var lavet og guidet af Martin Kirkevang med titlen: Guidet meditation til øget selvværd og selvaccept. Hvis du har lyst til at prøve den, kan du finde den her: https://www.youtube.com/watch?v=CVleVqZuzTs

Det er et tema, som jeg tænker, at vi alle nok har brug for at fokusere på engang i mellem; og derfor var den god at starte ud med. Jeg havde også lavet den med en veninde et par dage forinden, og hun havde også en god oplevelse med den. Jeg vil sige, at det er en enkel meditation, der egner sig både til nybegyndere og øvede. Martins stemme var rolig og behagelig, så jeg følte mig helt tryg i at slippe alt for at visualisere det, han bad mig om. Hvis jeg skulle give min oplevelse af den stjerner fra 1-10 (hvor 10 er super fantastisk), så lå den på en god 6’er. Den rykkede ikke noget markant indeni mig, men den gjorde, at jeg blev opmærksom på, at mit hjerte føltes en smule lukket.

Det giver god mening, da jeg er god til at lukke af for følelser – især hvis jeg er i en periode, hvor jeg skal klare en masse praktisk og gennemgår en form for stress. For selvom jeg virkelig har hygget mig her i DK indtil videre, så må jeg også erkende, at det er en smule stressende at skulle flytte rundt med kufferterne – og især da jeg skulle med toget igår.

Dog vil jeg, også her, takke de stærke mænd fra igår (hvis de mod alle odds skulle opdage dette indlæg et sted). De hjalp mig nemlig med én af mine store kufferter flere gange i toget; og det var virkelig dejligt for mig, at de bare tilbød deres hjælp på den måde! Jeg havde nemlig frygtet den tur, hvor lille jeg på egen hånd skulle bakse rundt med to kufferter og violin på ryggen. De to mennesker hjalp mig, så turen blev en hel del mere overskuelig for mig. Og så vil jeg takke min kæreste, der underholdte mig over viber hele vejen – og ja selv inden, da mit første tog var aflyst. 

Og nu hvor han blev nævnt, kom jeg til at tænke, at jeg helt klart også lukker af, da mit savn efter ham kan føles voldsomt. Især når jeg tænker på vores farvel i lufthavnen, hvor jeg allerede græd i køen til security tjeck. Det gik i “udbrud”, da der var en dame bag mig, som på et sekund opfangede min indre tilstand og gav mig et medfølende blik, da jeg så efter ham. Det blik fik simpelthen mine tårer til at rende ukontrolleret. Hun så nemlig lige igennem mig, hvilket jeg ikke er vant til at folk kan – nej, jeg er mere vant til, at andre føler, at jeg er den, som ser igennem dem.

Nå, overordnet set hjalp meditationen mig med at standse op og anderkende, hvilke følelser der fyldte i mig lige igår. Om jeg ligefrem nåede til punktet, hvor jeg kunne acceptere og dermed give slip på det hele, er jeg ikke helt sikker på; men forhåbentligt kommer det, og ellers er det vel også okay.

Nu vil jeg afslutte med et motivationscitat inden for selvaccept af Thomas F. Shubnell, som er en forfatter:

“You will never be who you want to be, until you are happy with who you are”

Hvordan gik din meditation igår? Du må meget gerne fortælle om det i en kommentar, hvis du har lyst!

De kærligste hilsner

Logo 4 skriveblog

 

Lucide drømme.

dream

I dag vil jeg skrive om de drømme, vi oplever om natten; for sådanne drømme har altid haft et specielt sted i mit liv. Jeg ved ikke, om du har oplevet det samme; men lige så længe jeg husker tilbage, har jeg drømt hver nat. Og jeg er én af dem, hvis drømme altid er så livlige og virkelighedstrolige, at jeg stadig vågner og er forvirret over, om det er sket i virkeligheden eller ej.

De fleste nætter gennemgår jeg flere drømme; eller når jeg vågner, ved jeg som regel, at jeg har drømt mange drømme; men jeg husker kun en eller to af dem på en sådan måde, at jeg ville kunne genfortælle den/dem. Imellem det har jeg perioder, hvor jeg har kunnet huske op til seks drømmescenarier pr. morgen og gennem resten af dagen – og i andre perioder (som dog kun er sket få gange i mit liv), der ved jeg, at jeg har drømt, men husker ingen af dem. Sådan er det nok for de fleste – at de intet husker – det er i hvert fald mit indtryk; men kan sagtens være, jeg tager fejl.

Mine nattelige rejser påvirker mig dagen derpå. Og med det analysehoved, jeg har, tænker jeg over, hvad drømmene betød, hvorfor jeg drømte det, jeg nu drømte, om jeg skulle lære noget fra dem, eller være mere opmærksom på fx et tema, som drømmene fremhævede.

Jeg har også altid fundet drømmeverden fascinerende; og det blev ikke mindre, da jeg nåede et punkt, hvor jeg selv kunne kontrollere mine drømme. Dvs. jeg begyndte, at blive bevidst om, at jeg drømte, når jeg drømte – og jeg kunne genkende de forskellige scener/rum/bygninger, som min ubevidsthed havde kreeret og brugt gennem mange år. For det er jo nærmest en ubevidsthedens by, vi selv har lavet – lidt som i filmen Inception. Og når du kan være bevidst om, at du drømmer – som gør, at du dermed også kan styre slagets gang – så hedder det “lucide drømme“. Hvilket giver mening, når man slår ordet lucid op; for der står, at adjektivet betyder: noget som er præget af klarhed og gennemskuelighed. Og det er jo det, det er. Du har gennemskuet, at du drømmer – fået klarhed over situationen, og du kan dermed selv bestemme, hvad der skal ske.

 

Som tidligere nævnt, bruger jeg den type drømme, som en slags øvelsesbane. Fx havde jeg i en periode den samme drøm: Jeg havde et barn i favnen og skulle flygte fra nogle ubehagelige personer, der var efter mig. Jeg nåede altid til samme hus, som jeg ville gemme mig i. Men hver gang overraskede én af de ubehagelige mænd mig derinde, og han sagde altid et eller andet. Jeg stod derfor overfor valget, om jeg ville kæmpe eller flygte. De første tre gange, jeg havde drømmen, flygtede jeg – selvom jeg vidste, at det så betød, at de senere ville indhente mig og tage barnet, som de ville gøre fortræd. Det endte med at være som en kamp, jeg ikke kunne flygte fra, uanset hvor meget jeg prøvede. Og jeg brød mig ikke om drømmen, så til sidst besluttede jeg mig for i vågen tilstand, at næste gang drømmen kom skulle det være slut. At næste gang ville jeg konfrontere manden, der “overraskede” mig i huset, så snart jeg havde lukket døren, hvor han så stod bag mig. Så kom den nat, hvor drømmen dukkede op. Da jeg havde lukket døren i, vidste jeg, at manden stod der. Jeg husker tydeligt, at jeg vendte mig om – han sagde samme sætning som altid – men denne gang løb jeg ikke bare panisk videre, nej, denne gang satte jeg barnet fra mig og svarede ham igen. Og jeg kæmpede fysisk i mod ham. Så kom de andre, som jeg så ikke havde regnet med; men jeg nåede at flygte, og denne gang slap jeg fra dem, inden jeg vågnede. Den drøm lærte mig, at der var noget, som jeg blev nødt til at konfrontere mig selv med, før jeg kunne komme videre og slippe væk. At jeg nogle gange skulle sige fra og ikke være bange for at tage en kamp; selvom det var ubehageligt. Da jeg vågnede, var jeg imponeret og stolt over, at jeg rent faktisk gjorde det – og jeg reddede barnet, som var mit endelig mål. Det med barnet kan sikkert også analyseres. Måske barnet var mig selv, jeg ville beskytte – eller noget andet.

En anden gang valgte jeg i en drøm, at jeg skulle flyve på en kost som i Harry Potter. Jeg fløj henover en skov, et slot og en by. Men pludselig ville kosten ikke helt, som jeg – og hver gang jeg skulle dreje eller flyve op og ned, var det en kamp, da den næsten ikke ville gøre, som jeg ville have. Det husker jeg var lidt mærkeligt, for jeg vidste jo, at jeg drømte og havde endda selv kreeret det scenarie med kosten og omgivelserne. Men det fortæller også, at nogle gange overtager underbevidstheden og vil styre mere, end vores bevidsthed lige ønsker.

Jeg øvede mig ikke i at drømme på den måde inden; men det ved jeg, at man godt kan. Så hvis du kunne tænke dig at have mere kontrol over dine drømme, så kan du tjekke denne side ud, hvor der er tre metoder: http://www.wikihow.com/Lucid-Dream

Og hermed et lille citat at slutte indlægget med af John Lennon:

I believe in everything until it’s disproved. So I believe in fairies, the myths, dragons. It all exists, even if it’s in your mind. Who’s to say that dreams and nightmares aren’t as real as the here and now?

Kærlig hilsen

Logo 4 skriveblog

 

Perfect timing.

IMG_9701

Perfect timing! Når nu jeg alligevel skulle til Danmark, må jeg sige, at det ikke kunne være planlagt bedre! Allerede dagen efter jeg ankom, stod solen højt på den skyfrie, blå himmel og bød mig velkommen hjem til den danske sommer. Jeg føler mig taknemmelig over, at det er sådan et vejr disse dage, nu hvor jeg passer bondehus og katte i Farum. Alt er sprunget ud i den halvvilde have, brumbasser og bier summer alle vegne og fylder sig med nektar fra de mangefarvede blomster, der er over det hele. Sommerfugle leger i luften omkring mig, og fuglefløjt kan høres både nært og fjernt. Græsset bevæger sig i den blide vind, som var hvert et strå levende og talte med hinanden; og ind i mellem ser jeg én af kattene, der i det grønne sniger sig igennem vildnisset for at hilse på mig.

Det vildeste er, at mine beskrivelser ikke engang er i nærheden af, hvor dejligt her er. Og ikke nok med, at her er dyreliv alle vegne, et væld af blomster og træer – så kan jeg også gå rundt og plukke ribs, stikkelsbær og brombær i haven – og igår fandt jeg en gigantisk agurk i det drivhus, hvor der også er utallige grønne tomater, der (forhåbentligt) snart er modne til at blive plukket. Så min kusines familie kan nyde dem, når de kommer hjem fra ferie. Natur, som denne, giver følelsen af at være i en tilstand af nirvana, som er helt igennem fantastisk! Jeg turde slet ikke håbe eller drømme om dette; og da jeg hjemme i lejligheden i USA havde sagt i sjov, at jeg nok skulle bringe solen med mig til regnfulde Danmark, havde jeg ikke regnet med (høhø, okay dårlig humor!), at det blev til virkelighed. Så jeg vil sige, at dette ikke er det værste sted at opholde sig, når man føler sig en smule tom indeni af savn over at mangle sin anden halvdel og hund. I det hele taget fylder det mig med en følelse af taknemmelighed – som jeg generelt føler meget af for tiden – og jeg føler, jeg er gået fra Floridas tropiske paradis til det danske paradis, der ikke kan andet end at gøre mig glad.

Jeg må også indrømme, at for præcis et år siden havde jeg ikke i min vildeste fantasi drømt om, at mit liv her et år efter ville se ud, som det gør. Så jeg vil bare sige tak til de højere magter for disse dejlige solskinsdage (og mit liv generelt); jeg håber, der vil være mange flere af dem i min tid i DK!

Her er et par billeder fra de sidste par dage, så I kan se, hvad jeg skriver om.

IMG_9734

IMG_9620

IMG_9608

IMG_9729

Ja, Henning stjal lige min plads, da jeg rejste mig for at tage billeder af blomsterne!

Som altid må jeg hellere afslutte med et lille citat. I dag er det fra Hans Christian Andersen:

“Livet er det dejligste eventyr.” 

Og det må jeg sige, at livet engang i mellem er – i hvert fald hvis vi åbner øjnene og husker at nyde de små glæder.

Ha’ en dejlig dag!

De kærligste hilsner

Logo 4 skriveblog

Kunsten at grine, når hjertet græder.

girl cries behing mask.jpg

(Jeg vil på forhånd skrive, at alt, jeg skriver fra nu af, blot er mine personlige tanker, holdninger, erfaringer m.m. Så hvis du synes, jeg er tosset at “høre” på og evt. er uenig, så er det også helt fint.)

“Kunsten at grine, når hjertet græder,” fik jeg pludselig i en tanke, da jeg stod og lavede bananpandekager. Jeg ved ikke, hvor sætningen kommer fra; men den fik mig til at tænke… Udtrykket kan både indeholde noget positivt og negativt – og at både det positive og negative kan indeholde noget positivt og negativt (hvilket måske bliver lidt kringlet for nogen! Med andre ord behøver intet at være hverken positivt eller negativt, da det meste indeholder begge dele; men jeg vil prøve at tage udgangspunkt i fordelene og ulemperne).

Jeg vil sige, at jeg engang var mester i at se ud som om, jeg havde det godt ud ad til, når jeg i virkeligheden var dybt ulykkelig – som er min negative version. Det var en måde at flygte fra mig selv på. Og jeg mestrer den til dels stadigvæk – de færreste kan se, at jeg har kroniske smerter i det meste af kroppen på daglig basis, hvilket er min måde at komme igennem dagene på. Den vinkel synes jeg på sin vis er sund nok (vælger jeg at tro, som eventuelt kan være den positive vinkel på den negative – håber ikke jeg har hægtet dig af endnu!). Dog skjuler jeg ikke længere, hvis jeg virkelig er ked af noget; for jeg har lært, at det er okay at mærke og udtrykke sig, uanset hvilke følelser der er på spil. Jeg har lært, at man faktisk er stærk, når man tør være sårbar.

Jeg håber dog alligevel, at jeg også kan mestre den mere positive forståelse af  begrebet. Hvor jeg kan grine og nyde nogle øjeblikke, selv når jeg møder udfordringer og kan have det svært. Det er i hvert fald det, jeg prøver og altid har gjort mit bedste for at kunne. Jeg håber, at I derude heller ikke er bange for at vise, når I er sårbare, eller er bange for at være glade – også når livet sætter én på en masse prøvelser som fx at miste én i har kær eller lignende. Den negative vinkel på den postive er så, at man også skal passe på ikke at ryge i “vær positiv hele tiden” -fælden. For det er jo ikke ægte; eller hos mig er det ikke ægte og bliver det heller ikke, hvis jeg prøver at forcere det med lidt for stor ihærdighed. For det er netop pointen – glæden skal komme indefra. Så hvis du oplever noget sjovt og griner, selv når du lige har mistet, er det også helt okay og ikke noget, du skal slå dig i hovedet over eller have det dårligt over. Og hvis du ikke kan grine, selv når der sker noget sjovt, er det sådan set også okay; hvis det er sådan, du har det. Det kræver et langt større mod at turde stå ved sig selv og sine følelser, end hvis man vælger at skjule sig bag en maske. Det skal ikke forståes på den måde, at man skal lade det(/udfordringer m.m.) definere hele éns liv og væren, da man intet opnår af det – andet end at fodre sit offer-ego, som jeg kalder det. Det har jeg erfaret kun kan gå galt, så tag endelig ved lære af mine fejl. Nej, det jeg mener er, at vi mennesker skal give os selv lov til at være kede af det, hvis det er det, vi er og har behov for. Igen, uden det tager overhånd.

Som med alt andet handler det nok i bund og grund om, at vi skal finde en indre balance og blive bedre til at acceptere, hvordan vi har det. Jeg øver mig stadigvæk i det hver evig eneste dag; og sætningen mindede mig om, hvor vigtigt det stadigvæk er i mit liv. At jeg altid skal gøre mit bedste for at være autentisk både overfor mig selv og mine omgivelser. Især fordi, at jeg nemt smittes af andres humør/ energier – hvad end du vælger at kalde dette. Og det gør, at jeg til tider ikke føler mig tryg i at være mig selv, da jeg kan frygte, at andre dømmer mig, fordi jeg er anderledens eller har holdninger, som ikke er som normens. Det kan også gøre mange andre ting, som jeg ikke kommer ind på i dag, da indlægget ville bliver alt for langt! Som sagt, så handler vores tilbageholdenhed ofte om vores frygt for, hvad andre tænker om os, hvis vi er autentiske og viser, hvem vi er, og hvilke holdninger og værdier vi har, som måske går imod, hvad flertallet synes. Sådan er det for mig selv; hvilket med objektive øjne kan virke noget fjollet. For vi/jeg kan jo ikke gøre alle tilfredse, og det er lige præcis sådan, det skal være. At vi ikke skal prøve at leve op til normer, eller hvordan andre synes, vi skal være eller have det – eller hvordan vores superego synes, at vi skal have det (for at tage Freuds personlighedsmodel) – vi skal have det lige, som vi har det uden at dvæle for meget i det; men ved at mærke og acceptere de følelser, der nu er. Og ved at være stolte af de værdier, vi har. Ved at være stolte af dem vi er – hvor der stadig er plads til, at vi kan forbedre og udvikle os. Okay, måske min sidste lange smøre af en forklaring var lidt af en gentagelse af det forrige; men forhåbentligt har I forstået det.

Indlægget virker sikkert også en smule rodet, som jeg normalt ville undskylde for; men det gør jeg ikke i dag! For jeg vil nemlig beholde min autencitet og ikke redigere for meget, før jeg deler det. Jeg er nemlig lidt af en perfektionist. Så hvis det stod til den side hos mig, ville jeg redigere så meget i det, at det aldrig ville blive udgivet. Så nu vil jeg stå ved det, jeg har skrevet og prøve selv at finde balancen i ikke at overredigere og gøre det hele for pænt og “korrekt” – hvilket jo sådan set også er en subjektiv holdning. Jeg satte mig nemlig ned og skrev indlægget ud i et. Ja, uden at tænke for meget over, hvad det præcis skulle handle om på forhånd. Lidt af en udfordring, men jeg tog den, og nu er jeg ved vejs ende. Og med det i mente, vil jeg afslutte med et citat fra Johannes Møllehave:

“Du må ikke være så bange for at sige og gøre det forkerte, så kommer du aldrig til at gøre det rigtige.”

De kærligste hilsner

Logo 4 skriveblog

Tanker om alt og intet…

_DSC0852.JPGTid er et flygtigt begreb, der kan synes at gå hurtigt eller langsomt (som I sikkert kender til) – for tiden føles det som begge dele. De seneste tre måneder i USA har budt mig en masse, både positivt og negativt. Jeg har lært meget – som sædvanligt – og selvom tiden går hurtigt og nærmest flyver afsted, så føles det også som om, at jeg har været her rigtig længe. Jeg skal snart til DK igen; jeg lander faktisk om ti dages tid i Kastrup lufthavn. Det er med vemod, at jeg skal sige farvel til min kæreste, Gino (hunden) og Florida; selvom jeg glæder mig til at se min familie og venner igen. Hvordan jeg helt skal undvære de to nye sjæle i mit liv, ved jeg ikke helt, men sådan må det være for nu.

Det er også underligt, at jeg skal “bo” i en kuffert i halvanden måned – at jeg ikke mere har en base/ et hjem i DK, hvor jeg kan søge hen og være; selvom der er mange nær mig, som jeg kan og skal bo hos, hvilket jeg sætter stor pris på. Ja, faktisk er det mærkeligt, at jeg ikke skal tilbage mod Nørrebro, hvor jeg boede i en del år forinden Florida. På samme tid er det også rart, at jeg ikke skal til Nørrebro… Jeg husker tydeligt følelsen, der hang over mig de sidste år – følelsen af at være fanget.  Fanget i et usundt miljø både fysisk og psykisk grundet omstændighederne, som jeg levede under. For blot at nævne lidt af det fysiske: en storrygende underbo. Det påvirkede mig i en sådan høj grad, at min astma i perioder blev værre end den havde været i mange år, på trods af min kostændring, der burde hjælpe på den. Jeg husker sidste vinter, hvor jeg troede, jeg var forkølet i mange måneder grundet min konstante søløvehoste. Da jeg endelig tog til lægen, fandt jeg ud af, at det “bare” var min astma. Det skræmte mig! Oveni det så lugtede mit tøj altid, og hele lejligheden kunne i dagevis være tåget af røg både fra cigaretter og hash. Hvilket ikke var den dejligste måde at starte sin morgen på som ikke-rygende astmatiker. Så tænker I sikkert, hvorfor jeg ikke sagde noget til underboen. Svaret er, at jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til det. Udover det at skulle blive bedre til at tage konfrontationer, så vidste jeg, at kvinden kæmpede med kræft, og så var hun én af de sødeste kvinder, jeg havde mødt, der havde budt mig mere end velkommen, da jeg flyttede ind. Hun gav mig sågar hendes tøj, når hun fandt noget i gemmerne, som hun tænkte var noget for mig (hun vidste, jeg ikke havde penge til den slags). Derfor nænnede jeg simpelthen ikke at sige noget til hende, selvom jeg nok burde have gjort det. Udover røg var der de unger overboere, som havde det med at feste højlydt (underdrivelse!!!) på alle ugens dage – dem sagde jeg til gengæld noget til, og det gjorde et par andre i opgangen også; men lige meget hjalp det… Faktisk ignorerede de os bare.

Der var aldrig ro på Nørrebro – eller hvor jeg boede, var der aldrig ro. For jeg havde besøgt andre på Nørrebro, og de havde aldrig de problemer, som jeg havde. Det påvirkede mig meget, for hvis der er noget, som jeg kan have brug for som særligt sensitiv, så er det ro. Det får jeg til gengæld her i Fort Myers, hvilket er helt igennem fantastisk! Her er faktisk så stille, at der kun er larm, når de ældre fester ved den store pool ved blandt andet at synge karaoke, eller når én af de yngre beboere kører rundt i sin store bil, der er så hævet over jorden, at man nærmest burde bruge en stige for at komme ind/op i bilen. Det eneste, som både min kæreste og jeg mangler her, er lidt lavere temperaturer for tiden (her er allerede mellem 30 og 38 grader klokken 9 om morgenen) samt vild natur – dvs. “ægte” natur. Alt er så fint og nøje plantet, at det næsten er for pænt.

Det er heldigvis blot luksusproblemer, og mest af alt oplever jeg dagligt at være taknemmelig over at bo her i dette smukke område, som kun de færreste kan få lov til, men som mange herover drømmer om at kunne. Og når jeg vågner og ser palmerne svaje foran vinduerne, ville jeg være et skarn (som min moster havde sagt), hvis jeg ikke satte pris på det og fik et smil på læben! Lige nu sidder jeg da også i sengen og kigger ud, imens jeg nyder min mynte-te og hører Norah Jones. Gino putter ved min side – helst så tæt på én som muligt – og brokker sig over, at jeg ikke nusser ham hele tiden (og jeg mener hele tiden!). Han er så sød, og man kan ikke andet end at grine, når han puffer til én og laver store øjne, der råber ,,Nus mig nu!”. Han har det hårdt, som I kan høre (sarkastisk undertone). Han kan se så sørgmodig ud, på trods af han egentlig har et ret godt hundeliv.

Jeg har det også godt ligesom Gino, og jeg føler mig heldig. Selvom jeg nogle gange lige må nive mig selv i armen (opfattes metaforisk), så jeg kan forstå, hvor heldig jeg egentlig er, da mit liv er så markant anderledens nu sammenlignet med før. Om jeg egentlig helt har forstået det, er jeg ikke sikker på. Jeg oplever aha-momenter dagligt, hvor det synker ind, og følelserne bliver overvældende; men for det meste drøner tiden forbi mig, uden jeg helt ænser det og er til stede. Men sådan er det nok altid; i hvert fald for mig, da jeg er så meget i mit hoved og mine tanker. Og ja, da mine kroniske smerter nogle gange kan få overtaget, så jeg lidt lukker af og bare “kører der ud af”. Jeg vil dog sige, at jeg de senere år har rykket mig en del, når det kommer til at være til stede i nu’et, og det bekræfter de sidste tre måneder mig i. For her tager jeg én dag ad gangen i bogstavelig forstand, og min kæreste og jeg planlægger næsten aldrig noget på forhånd. Det er rart, synes jeg.

Efter jeg er sluppet fri fra uddannelseshjælpen/kontanthjælpen og holder pause fra skolen, mærker jeg, at det var det rigtige for mig at gøre. For jeg føler mig nemlig mere fri nu, end jeg nogensinde har gjort før. Det er skønt og på samme tid skræmmende. For med frihed kommer ansvar, og mine fysiologiske tilstande har ikke ændret sig markant; så der er mange ting, jeg godt ville kunne (som fx at arbejde eller studere på fuldtid), men som min krop og mit hoved stadigvæk ikke kan; hvilket er temmelig frustrerende, selvom jeg det meste af tiden har accepteret, at sådan er det. I det mindste får kroppen/ jeg nu den ro, som jeg længe har haft brug for – så jeg har kunnet fokusere på bare at være og at få trænet igen stille og roligt m.m. som er godt for de sygdomme, jeg døjer med. Og varmen samt maden har hjulpet på mine smerter – især gigtens – som er skønt! Jeg sidder dog med en mærkelig og ambivalent følelse lige nu, da jeg må indrømme, at skrive dette (og dele det med jer andre) er en smule angstprovokerende. Det er fordi, at det er så personligt – dette er mig; og selvom jeg på mange måder er en ærlig og åben person, kan jeg være mindst lige så lukket og privat. Men min mavefornemmelse siger, at det er på tide, jeg gør det her. Altså deler lidt ud om mit liv, mine tanker, mine værdier m.m., så den fornemmelse må jeg hellere følge – selvom jeg ikke helt ved hvorfor endnu, eller hvad det vil bringe med sig.

Jeg må hellere slutte af for denne gang; sikke en smøre, jeg også fik skrevet! Jeg ved ikke, hvor interessant, det er for andre at læse, da det er noget ukonkret; og det er måske et lidt spøjst indlæg at starte ud med her. Men som der står i “Om mig“, vil bloggen også blive brugt engang i mellem, som en slags tankedagbog, hvor jeg bare lader mine refleksioner komme ud. Og med det, vil jeg afslutte med to små citater, da jeg er lidt af en citat-freak:

Det første er fra Thornton Wilder: “Livet har ingen anden mening end den, vi giver den“.

Og det andet er fra Søren Kierkegaard, der fint beskriver mit sats ved at tage til Florida: “At vove er at tabe fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.”

 

De kærligste hilsner

Logo 4 skriveblog